by hybenblod

Historien er der, hør efter,
læs digte af Whitman, romaner af Kundera,
læs det, der står på din hårshampooflaske,
og det, de har malet ulovligt på murene,
læs, hvad der står mellem linjerne,
læs nu de breve, du modtager,
læs om mirakler og læs om de stakler,
som ingen kan redde, og læs om den glæde,
du giver med kysset og ordet på munden,
læs filmmanuskripter og rodede noter,
læs sladder og tresprogede brugsmanualer
til dødt elektronik, der for længst er kasseret,
læs nyheder, læs hele internettet,
læs tekster til sange af Cohen og The Doors,
læs op og læs indenad, læs i min hånd,
læs sandheden ud af mit kaffegrums,
læs for at lære og læs for at leve.
Historien er der, hør efter,
hør plader med Dylan og Radiohead,
hør efter, hvad stemmen i S-toget siger,
og hør, hvor det piber af længsel i vinden,
hør tusinde nattergale, gale som sommernætter,
vrede af glæde, hør gråspurve elske,
hør radiomontager og kedelige podcasts,
hør jazz, ikke mindst Charlie Parker,
hør efter, hør efter, hør efter, hør efter,
hør suset af revolutioner i tiden,
hør svaret på alt det, du tumler med,
hør, hvis du tør, det, der rør’,
historien er der, hør efter,
pres speederen helt ned i bund, kør derudad
kør derud, hvor alting er vigtigt,
kør derud, hvor alting er rigtigt,
kør derud, hvor silden er speget,
og marken er mejet,
og månen er bleget og hænger
og glor dig i fjæset efter ræset,
put pedalen til metallet, vær en motorvej,
vær sej, du er dig, det er helt, helt allright.
Historien er der, hør efter,
pluk blade af træerne, tør dem og gem dem,
tag årstider med hjem i stuen, fornem dem,
æd rønnebær, nødder og hestekastanjer,
drik brakvand, vend læberne indad,
bliv ét med naturen, jeg lover,
det gør dig til den, du skal være,
gå midt ud i havet og skrig:
Gør mig fri, gør mig fri, gør mig fri!
Og tag så hjem til byen og men det!
Den seneste dag er den seneste.
Historien er der, hør efter,
læs digte af Nordbrandt, romaner af Scherfig,
læs alt det, der står på din juicekarton,
læs deres vrede manifester, dem, der råber,
og læs dem, der skriver om det, som de håber,
og læs, hvad der står på de flossede plakater,
og det, én har skrevet på barens toiletdør,
og læs, hvad en indsat har ridset i tremmerne,
læs, hvad den afdøde gemte i gemmerne.
Historien er der, hør efter, fortæl den,
forvent den, forstå den, begå den og sælg den,
vi vælter det hele, når først vi kan se,
at alt det, vi ønsker os, sagtens kan ske.
Historien er der, fortæl den!

Advertisements