BLOGGEN ER FLYTTET

Der kommer ikke til at ske mere her. Læs i stedet mine digte her – og se hele min hjemmeside her.

 

BULBJERG SMULDRER

Bulbjerg smuldrer
og nætterne vokser
i hænderne på os
som årene 
går.

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

horder

af unge med drømme

om skønhed og brud,

der er længsler der skal ud,

Gud

bevare dronningen

og

vi mener det, manner,

vi mener det, manner

æd de rige

Dette er en punksang

Dette er Johnny Rotten,

der pisser på gaden i London i 77

og dette er mig i en bybus i Aalborg i 79

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er Ungdomshuset

dette er Jagtvej i firserne

dette er smøger og guldøl

på bagtrappen

læder og nitter og kærlighed

læder og nitter og kærlighed.

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er Strunge

Unge Strunge

hvis hårspidser piercer huller i himlen

bare dét.

bare dét

Dette er en punksang

for os, der kan tåle

sikkerhedsnåle

Dette er Sort Sol over Danmark

Dette er Sort Sol over Verden

Dette er Sort Sol over fremtiden

for der ER ingen fremtid

der ER ingen nævneværdig fremtid

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er natlige vandringer,

dette er politiske forandringer,

dette er Joy Division

på kassettebånd,

dette er Vestjylland

mens Berlinmuren falder

og drømmene kalder

og firserne knalder

sit fjæs ind i tomheden

Dette er en punksang

Dette er Sunes værelse i Århus

dette er rottereden

dette er vægge med flossede

plakater

komplet med anarkistisk graffiti

og pizzabakker, ugegamle pizzabakker

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er Tina med husblas i hanekammen

Dette er Tina med rotter i ærmet

Dette er Tina med halsbånd og hættetrøje

Dette er Tina med Rammstein i ørerne

Dette er Tina med piercing i øjenbrynet

Dette er Tina i 98

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er nullerne

dette er midnat på Emdrup Torv,

der er stille

kun en enkelt flaske smadres mod jorden

Dette er en punksang:

Tre akkorder

lunken porter

kønsvorter

Dette er Gorilla Angreb

Dette er det gendannede punkband Gorilla Angreb

der spiller på Dortheavej

i 2017, i 2017

dette er mig, der har røget en joint og er rødøjet

dette er mig og Sofie på balkonen

dette er årene

dette er sårene

dette er hårene,

der rejser sig på armen,

og dette er larmen

der giver os varmen

og dét er charmen.

ved punk

Dette er en punksang

Dette er mig i Nordvest.

Dette er mig, der er voksen.

Dette er mig, der går ned på Frederikssundsvej

Dette er mig, der prajer en taxa

Dette er en punksang,

dette er en uendelig punksang

I DAG DØR DIGTERNE 

Til Ørnsbo og Grotrian 

 

I dag dør digterne. 

I dag bæres skriften ad Helvede til. 

 

I dag synges ordene ud. 

I dag synes ordene ud efter 

årene på plejehjem og klem.

Efter årene, efter årene. 

 

I dag dør digterne. 

I dag lægger træerne sig ned. 

I dag giver de tyngede grene 

de sureste æbler. 

 

Mine børns hænder. 

Alle børns hænder. 

 

Skrift og guld. 

 

BLODJOURNALER 

BLODJOURNAL 1 
6. september 2018 

Når jeg ikke kan sove, er det, fordi jeg venter på min
menstruation eller tænker på hamstre. Det er så

åbenlyst, at hamstre er små bjørne, og i morgen kommer
der en vinduespudser og lukker lyset ind i lejligheden.

Det er et mærkeligt tidspunkt nu, hvor vinteren er på
vej. Jeg ved godt, det stadig kun er æbletid, men det er

nærmest bare et spørgsmål om sekunder. Jeg er ikke
gravid, det er ikke derfor, jeg venter på blodet. Jeg har

taget en test for at være sikker. Det er klimaforandringerne,
der har lagt sig tungt om mine skuldre, det må næsten være

dét. For nogle weekender siden plukkede vi æbler på Stevns,
pakkede frugterne i kasser, skrællede og kogte dem og frøs dem

ned. I eftermiddag eller én eller anden eftermiddag tager jeg
i Føtex med mit yngste barn. Vi tager bussen til Nørrebro

Station hvor alt i livet mødes og i aften vil jeg sove uden frygt
og med rene vinduer fortsætte fremad mod forløsningen.

BLODJOURNAL 2 
8. september 2018 

Søvnen er en forhandling med evigheden. I går
var der pludselig alligevel to streger på testen, og

blodet er stadigvæk væk. Jeg er 41 år gammel, mine
vinduer blev pudset forleden, og i dag gav

min mand mig en tidselblomst fra volden ved Kronborg,
alting er blåhimmel, agern og svanefjer suser fra højderne.

Den dag med æblerne satte ægget sig fast, jeg er fuldstændig
sikker, jeg lå et par timer med smerter på sofaen, det føltes

som knive gennem kødet, det føltes som krig eller død, men
det var altså livet, en motorvej på fartpilot, asfalt med grus i,

og brankede grøfter. Nu frygter vi russerne, stadig eller
atter, nu føles det næsten som ’79. Jeg har været der

altid, jeg stod på årtusindets tærskel, jeg står der endnu,
når det braser, når vandene bruser og alt imploderer i fred.

BLODJOURNAL 3 
11. september 2018 

Menneskets tid er forbi, og alligevel producerer jeg måske
eller måske ikke en ny person i min livmoder. Jeg sov i otte

eller ni timer i nat, og i dag har det væltet ned med regn og
forbandelser. De er fascister i Sverige, vi er fascister i Danmark,

og Trump vil jeg slet ikke nævne. Det er 17 år siden Twin Towers,
min strikketrøje lugter af fortid og timian. Blodet er stadig ikke

kommet, men stregen på testen er svag, så jeg frygter det værste,
jeg frygter til enhver tid og i enhver situation det værste. Det er

det bedste, man kan gøre, for så er man klar, hvis det værste nu
skulle ske. Der er vind nu, og vinden er fyldt med årtusinder.

BLODJOURNAL 4  
23. juli 2019 

På et helt liv kan alting lades uforandret, alting fra navnet til neglene,
sorgfulde, som de åbenlyst viderefører noget. Det er tid nu igen,

hvor jeg venter på æblerne, æblerne venter jeg på og på blodet,
men i mellemtiden har jeg født et barn, i mellemtiden har jeg

båret en klode i mit bækken og er flyttet 300 kilometer, 300
kilometer hjem til havet, og forleden var det helt præcis halvtreds

år siden, et menneske vist var på månen, og verden så alting på TV,
det gør vi endnu blot som streaming og tidsforskudt, helt uforandret,

skønt den nidkære peger på forskelle. På et helt liv kan alting lades
uforandret eller alting vakle så meget, at markerne bugner af stilstand.

Jeg står på en mark, ja, jeg står altid midt på en mark.

SVÆRM

Nå, sommeren æder sig ind på os
gnasker i kødet som vi på æbler

Vi holdt ind ved en tankstation, ufejlbarlig
Der er så meget, man bare gør

Jeg har altid troet på muligheder,
sværmet for gløder og rockmusik,
trukket mit hår gennem drænede have,
altid med troen i næverne

Shit, sommeren æder sig ind på os
fluerne ejer dette hele

så sommeren æder sig op,
og snart skal der tændes for alting

Snart vil det hele står klart for os,
oplyst af røde stand by-lys
om natten, når liv er i hi

Ok ja, sommeren æder sig ind på os
troen er
håbet er
malet på murene

her

Vend
sekunderne om
og brug dem
igen.

Vend
tågen på vrangen
og læs den.

Begrav
den forbandede
stank af
tjære og Trump.

PANT

Jeg tror på min altan,
jeg tror på dens hellighed,
jeg kan se min datter herfra,
jeg kan se hendes verden herfra,
jeg kan se dem, der samler flasker,
jeg kan se deres dybe øjne,
de har drukket en verden, de øjne,
de har solgt emballagen,
de har drevet det vidt.

PROCES

det er sommer, det er
oliepriserne, der stiger eller falder, det er
krigene, der gør det, det er
én uendelig bevægelse, en drift
imod en medfødt revolution, kan du
mærke, hvor det koger i dit blod?

juli og ikke en vind
igen,
ikke en hvisken og ikke en vind,
ikke en verden at forme,
ikke en vredladen vejside,
ikke den samme som altid,
jeg er ikke den samme som altid

det er sommer, det er
støvede stationer, det er
ingen vind og ingen hvisken,
græsset tåler alt, og
græsset taler sandt

(han har slået sit hår ud, han har
givet mig alt uden tøven, han har
skrevet det som graner under huden, han har
hamret universet ud i stål)

verden er ved at forandres, kan du høre,
hvor det koger alle steder?

:metamorfosen er en proces
:kønnet er en proces
:pronominerne er en proces
:kærligheden er en proces

det er sommer, det er
altings snarlige sammenbrud, det er
kapitalismen, der slipper som harpiks, det er
træet, der vælter under vægten, det er
ravet, der stivner på betonen, det er
resterne og fundamentet,
bjælkerne, der bærer himle

det er sommer, det er
kornet under produktion, det er
processerne, der syder

CORNFLAKES

Februar og
alt er pludselig så
lyst,
man kan se op
under kanten
på himlen,
man kan stikke
fingrene ind og
trække mere
lys frem,
man kan balancere
hvælvingen,
man kan balancere,
som om man var
altid,
for det er man
her i februar,
altid i februar.

Jeg skal:
Købe cornflakes
til min elskede,
købe kaffe
til min elskede,
skrive
til min elskede,
skrive,
som om ordene
kunne tilføje
noget som helst,
det får de mig
altid
til at tro,
at de kan.

Februar og
alt er pludselig så
forbandet
lyst.

9/11

Den 11. september 2001
spiste jeg pomfritter
og grillkylling
fra et take-out-sted i
Åbyhøj,
en forstad til
Århus, Danmark.

Og så fulgte årene
ellers,
årene
hvor vi bare sov
i slidte senge,
hvor vi kørte
på arbejde,
hvor vi røg
joints
i dunkle stuer
og ventede på
revolutionen.

Den 11. september 2001
havde jeg
om eftermiddagen
efter dét med tårnene
en telefonsamtale
i en bus,
og allerede da
blev alting ligesom
sagt.

UNDERVEJS

Du, du
har frataget mig min
sørgmodighed, mine
alt for tunge skridt
imod januars
fodgængerfelter,
vi, vi
er på vej nu mod
solen, vi må
unde os en pause
undervejs
under skærsommerens
syrener.

INDUSTRI

Jeg foretrækker
dig
frem for
søvnen
jeg foretrækker
din hud
rust og olie
frem for
æbletræerne
jeg foretrækker
ægte industri
frem for
sprogets
ellers så
metalliske
potentiale.

Der er skibsværfter
under dine negle
tunge sveller i
dine hænder
vi er sikret togdrift
ind i evigheden
der står gnister
op fra skinnerne
og hele vejen til Sibirien.

Og jeg foretrækker altså
dig
frem for
søvnen.

Dig og
din hud
rust og olie.

OM SØNDAGEN TÆLLER VI SÅRENE

om søndagen tæller vi sårene
solen er tvivlsom

neglene renses for
blod og tobaksrester
neglene renses for
asfalt og græs

vi har kradset i overfladen
vi har kradset så længe i overfladen
og om søndagen tæller vi sårene

om søndagen tæller vi sårene,
og hvem ved dog, hvor tiden bliver af?

åh, min seng er så nøgen,
jeg har vasket mit hår

jeg kan mærke at lyset kommer
jeg kan mærke at lyset nok skal komme

om søndagen tæller vi sårene
januar flår i gardinerne

MED ÉT SLAG

Efter solløse uger, sådan virker det,
gør rågerne holdt midt på himlen,
og med ét slag synes meget at ophøre:

Larmen fra de langsomme længsler,
anemoneambitionen,

interimistisk reparerede maskiner,
garderobeskabe lukkede med gaffertape,
champagneproppistoler.

Efter solløse uger, sådan virker det,
gør rågerne holdt midt i det grå,
og med ét slag bliver også dét, vi aldrig var,
til en slags fortid.

VINTER ER KØLIGE KNIVE

Vinter er kølige knive mod gryder og fyrrestammer
vinter er vin og appelsiner

vinter er cement mod bare fødder i halvfjerdserne
pumpen i gården og snoren mod stangen

vinter er forelskelser kvalt ved fødslen
alle de planer der aldrig blev udført
alle de håndvaske, alle de Volvoer,
alle de heste der jog over bakkerne

vinter er voldsomhed, vildskab
er nåle under neglene og pillede kartofler,
blodløse monstre og flænsede lig

vinter er dét der bliver tilbage
vinter er alt hvad der består

vinter giver sår

vinter er venten og varsler og valg

vinter er salt og paladser
vinter er sygdom og astrallegemer
vreden der dunker i håndleddet,
dødsritualer og saftevand

vinter er kølige knive.

SILKETRÅD

Hjemme og
fjorden er
rolig.

Ude i
mosen løber
blodspor gennem
landskabet som
silketråd.

Ude i
mosen løber
blodspor gennem
landskabet som
den silketråd
vi hænger
pynt på
årets træ
med.

Ude i
mosen løber
blodspor gennem
landskabet som
de blodspor
dine berøringer
og senere
forsvinden
har efterladt
i mit
liv.

Hjemme og
fjorden sover
under broen
som den
plejer.

DERUDE
(Til Tove)

Det hyler derude
ambulancerne kommer
efter dig
efter dig
med årtiers forsinkelse.

I al fortrolighed:
Jeg har også dé vinger
jeg har også dé vinger
der aldrig lader mig lette
og aldrig lader mig lande.

Som barn
blev jeg ét med dine ord
som barn med
pandehår og krokusdrømme
mens sneen lå
og blev liggende.

Det hyler derude
det er lyden af lykke
det er lyden af lykke
der gør ondt
fordi vi kun kan høre den
på afstand.

Det sner.
En gennemsigtig sne.
I eftermiddag kysser jeg murene
på Vesterbro.

Det hyler derude
det gør.

Også næste år
gror der krokus
på din grav.

TIL HIMMEL

Aspen står i gården
det suser i alle dens grene

det trækker i rødderne
træet vil lette

som jeg vil lette
og blive til himmel

til himmel med dødsol
og sølvstjerner på.

KANTATE

Det kræver sine
violiner
at holde sorgen
fra døren
det kræver
tonstunge arier
århundreders
hektiske vejrtrækning
snefald over Sorte Firkant
kandiserede violer.

Hvor jeg dog trænger
til et nyt år
hvor græsset må betrædes
og elendigheden begrædes
som det allermest naturlige.

Det kræver sine
violiner
det kræver min
fortsatte uvidenhed
om graden af din
hengivenhed
at holde sorgen
fra døren
en time
til.

VOLGA

Det er
jo bare
ord
det er
jo bare
alt det
der strømmer
igennem
mig
som Styx
eller Ravnkilde
Volga
eller ej
det er
jo bare
et oprør
der aldrig
tager ende
en musik
fra mine
årer
et væld
af vilje
det er
jo bare
min mening
med dig.

DET ER FORDI JEG KAN SE LYSET I DIG

Det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er derfor jeg stirrer sådan,
det er derfor min hånd bliver liggende
på dørhåndtaget, den blåmalede dør
ud mod gården, dine støvler parkeret
et sted, hvor du nemt kan få dem på.
Jeg ønsker mig et liv, hvor jeg kan skrive
om alle de kaffekrus, du smadrer
under opvask, jeg ønsker mig
at være vidne til lige netop det.
Det kan forekomme besynderligt,
men det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er fordi jeg kan se det trænge ind igennem
din hovedskal og ud igen igennem dine øjne,
mens det bliver morgen eller aften, og dagene
ligesom bare går, mens vi går kampberedte rundt
på bare fødder i alle vore huse, hvor det stråler.
Det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er fordi jeg kan se din ungdom gennem grenene,
det er derfor det er. Det er derfor det er. Det er.
Det er smagen af olie i munden, det er lugten
af citron, det er blodets nye nuancer, det er
vandet i hanen, det er sæben og baljen,
det er sangene om alt det, vi kunne være.
Det er derfor jeg stirrer sådan på dig,
det er fordi jeg kan se lyset i dig.

ALMENTILSTAND

Ulven er stukket til skovs,
og krigene bliver ved.

Dåserne ruster
for enden
af snoren.

(Jeg ved det jo godt:
Vi har aldrig lovet hinanden
en vinter, en måne, en mågefjer,
en tur i biografen, tusind tunge nætter,
disse øjne at dø for, farverige havefester
med Tom Waits på grammofonen.

Jeg ved det jo godt,
og snart vil frosten nok
bide sig fast,
snart vil sorgen
gå i blodet.)

Ulven er stukket til skovs
med min længsel mellem kæberne.

BÅD

Nej, vi skulle ikke ro.
Vi skulle blive ved bredden,
ved bredden af søen
ved bredden af manglen på fodfæste.

Vi husker så mange orkaner.
Skoven smadret af år.

Nej, vi skulle ikke ro.
Der var ellers så blankt derude.
Der var ellers så roligt derude.

Vi kunne have roet.
Vi kunne have elsket.
Vi kunne have kunnet.

Båden, den båd, den ved bredden,
malingen afskallet, bunden i vejret.
Stormene gemt under den.

Vi husker så mange kampe.
Øjnene tunge af år.

Nej, vi skulle ikke ro.
Vi skulle blive ved bredden.

PROGRAM

fuglevingers pigtrådsslag
en anarkistisk basken
uden tanke på høst

*

denne årstids håndgranater
disse krav om vild forandring
kærlighedens molotov

*

kighul ind til slagtehuset
boltpistolers spådomskunst
vipstjært uden folkedom

*

fyrresvampebarrikader
himmel hule helvede
øksehug ikoner guld

*

lad mig bære kunstlædersåler
male fanden på væggen
gå igen

*

giv mig Trotskij tilbage
giv mig liv

*

skal vi dø sådan her?

*

fri mig fra tomheden

*

flyvedrøm

FRONT

Birkenes alvor er ikke et nederlag.
Her står det skrevet, at vi er.

Lad det brænde, om det vil,
sprede aske over fronten.

NÅL

Novembers lys på et knappenålshoved
rød morgen, blå eftermiddag
hvid længsel hele natten
fængslende kvistkamre
altid ligner altid
duften af urtehaver
slægtens efterbyrd.

Floden er en fødsel,
nye motorveje,
kaffekopper.

4.45

Kvart i fem og frosten fuldendt
fingrene fletter sig famlende fri.

Jeg har en forestilling
om en forestilling:
lugten af petroleum.

Kvart i fem de sprøde grene
ravnens uglens granens støjrock
under fødderne knækker universet
mørket evigt begrænset igen.

Vinter nu og skoven en handske
sort ruskind om min rastløse krop
syningerne fuldstændigt flossede
stoffet mørt af ungdommens bjerglængsel.

Kvart i fem lørdag nat langt fra alt
de frie fingre snart igen famlende flettede.

VALGDIGT #2

jeg
vælger
dig

men det er ikke
så meget
et valg
som en
konstatering

det er en
permanent
revolution
siden ungdommen

det er et valg
uden kamp
uden tvivl
uden pis

det er
et kryds
på en seddel
sat
med kuglepen
med ført hånd
i værk
af universet

det dages
det lysner
det lysner
det gør

jeg
vælger
dig

STØVREGN OVER SOLIHUSET

Det er sådan
det begynder.
Med tåge
over Nørrebro
og støvregn
over Solihuset
senere
samme dag.

Jeg har igen
fået afleveret
mine biblioteksbøger
til tiden
jeg har styr på tingene
på den måde
vi skal nok nå
frem til
revolutionen
på den måde.

Det er sådan
det begynder.
Med spadestik
ned i mulden
og med muldjord
under neglene
og med negle
der kan skære i hud
og med hud
der kan vække
en sovende.

Det er sådan
det begynder.
Med mine ord
på dine læber
og dine ord
på mine.
Du har en bil og
jeg har et såkaldt
godt brugt kørekort.
Det giver mening
på den måde
det giver mening
også på den måde.

KRIMSEKT

Lygten i pølsevognen tændes klokken
fire alt er stadigvæk en lovesong jeg
holder noget i live mens jeg venter vi
drikker Krimsekt fra tiden før krigen vi
tæller århundredet rosenrødt plettet af frost og af
læbestift senere nu det er senere nu nu igen det
er næsten helt mørkt og mit vinterpalads er min dyne.

jeg kunne
bringe dig
manifester
jeg kunne
bringe dig
veje
at gå ad
vi kunne bringe
noget til
veje
veje
kapitalismen og
finde den
for let
finde os
forladte
finde
veje ud
veje væk
finde
veje
i vinden
finde
vinde
vi kunne
vinde
vinde
verden
for os
vinde
tid

Når man dør
resonerer det
der hvor man var
eller sådan bør det være
eller sådan kan det være
eller sådan kan man håbe
at det bliver.

UDKAST TIL TINDERPROFIL

Du må ikke bruge emojis
Du må ikke være på Snapchat
Du må ikke splitte sammensatte substantiver
Du må ikke høre rnb
Du må ikke høre Volbeat
Du må ikke knække dine spaghetti
Du må ikke gå op i folks udseende
Du må ikke kunne lide at danse
Du må ikke hade veganere
Du må ikke hade kødspisere
Du må ikke interessere dig ret meget for sport
Du må ikke være sådan én, der træner
Du må ikke gå til yoga
Du må ikke have profilbilleder i dårlig fotokvalitet
Du må ikke gå med solbriller
Du må ikke være alt for glad
Du må ikke være alt for sur
Du må ikke have en pæn frisure
Du må ikke have et tomt blik i øjnene
Du må ikke være en fuckboi
Du må ikke sende dickpics
Du må ikke kalde voksne kvinder for piger
Du må ikke have noget imod sex under menstruation
Du må ikke være nærig
Du må ikke fare verden rundt
Du må ikke have været gift før uden også at ville giftes med mig
Du må ikke kunne lide Ørkenens Sønner
Du må ikke være nederen
Du må ikke stemme til højre for Enhedslisten

Du skal sætte pris på poesi
Du skal drømme om at tjekke ind på Facebook sammen med mig
Du skal følge med i, hvad jeg foretager mig online
Du skal forstå de ord, jeg bruger
Du skal læse Weekendavisen
Du skal følge med i, hvad der sker
Du skal kunne glædes med mad
Du skal helst kunne citere Seinfeld
Du skal helst kunne citere Kant
Du skal helst kunne citere Bob Dylan
Du skal helst kunne citere Frank Jæger
Du skal bo i København
Du skal kunne rumme min fysiske fylde
Du skal kunne rumme min psykiske fylde
Du skal være nysgerrig
Du skal være videbegærlig
Du skal kunne sætte tiltalekomma
Du skal skrive proprier med stort
Du skal kunne skelne mellem kategorier
Du skal tage telefonen, når jeg ringer, især i overført betydning
Du skal ville dele dig med mig
Du skal ville have del i mig
Du skal kunne åbne nye verdener for mig
Du skal se tv-serier nøgen med mig
Du skal kende forskel på Fellini og fellatio
Du skal kende forskel på fettucine og Ferlinghetti
Du skal tage med mig i teatret
Du skal tage med mig i operaen
Du skal værdsætte kunst
Du skal have nok i mig
Du skal være dannet
Du skal kunne drikke igennem
Du skal ville spille Scrabble med mig
Du skal være revolutionær
Du skal elske mælkebøtter
Du skal elske syrener
Du skal elske kastanjer
Du skal elske lyng
Du skal elske buskens bær
Du skal elske skovens træer

(Dig og mig
den brosten
den næve)

Jeg ved
det godt
nu.

Målet var aldrig
drømmenes opfyldelse.

Jeg ved
det godt
nu.

Målet var drømmene i sig selv.

(Dig og mig
den brosten
den næve)

NOGET AT DØ FOR

Der er lygter i dyndet,
diademer i løvet,
der er noget, der lyser.
der er noget at dø for.

Det er mørkere nu
ligesom altid,
der er pløjet og høstet,
kørt ind.

Der er sange om frihed,
der er galskab endnu,
der er, selv i november,
ild i alting.

Også her fra migrænesengen
ser jeg
det blændende lys
fra et blødende samfund.

Det er svært nok at tro på,
det er svært at lade være.
Der er noget at dø for.

MIT gamle folkeværtshus

På MIT gamle folkeværtshus
var der rødternede duge på bordene
og øl fra kassen på dugene
og fedtede fingeraftryk på øllerne,
og sådan havde det været,
siden en flok hippier besatte den gamle æskefabrik
i de senere år af studenteroprøret.

På MIT gamle folkeværtshus,
der hed Æsken og lå i Anholtsgade i Århus,
kom MC Einar engang og spillede,
og da én af bartenderne mødte ham ude på lageret,
der også var backstagelokalet,
skældte hun ham hæder og ære fra,
fordi hun troede, at han var en hjemløs,
der havde listet sig ind uden tilladelse.

På MIT gamle folkeværtshus
viste vi South Park på storskærm hver onsdag,
når det blev sendt på DR,
det var sidst i halvfemserne,
og næsten ingen havde internet endnu,
til gengæld havde vi øl af mærket Kilkenney,
så folk kunne gå i baren om onsdagen
og overrasket udbryde:
Oh my god, they have Kilkenney.

På MIT gamle folkeværtshus
havde vi personalemøde hver mandag,
og ja, jeg var både bartender og booker og DJ,
jeg spillede Rammstein og Nirvana og Red Hot Chili Peppers,
det var sidst i halvfemserne,
og sorgen sad stadig i mig fra den dag i oktober 1993,
hvor jeg kom hjem fra England
efter en studietur sammen med min gymnasieklasse
og læste på fucking TEKST TV.
at Dan Turèll var død,
mens jeg var af sted,
jeg var lige fyldt 17,
og jeg kradsede mit sorte neglelak af neglene,
mens jeg tudede ned i lædersofaen
i stuen derhjemme i Vestjylland,
men, nuvel, det var bare et flashback,
nuvel, men sorgen sad stadigvæk i mig,
og på MIT gamle folkeværtshus nogle år senere
havde vi personalemøde om mandagen,
og selvfølgelig måtte man ryge under møderne,
og selvfølgelig skulle man sætte CD’erne tilbage i deres covers,
og selvfølgelig skulle vi betale for de øl, vi drak,
selv om vi ikke fik løn.

På MIT gamle folkeværtshus
arrangerede vi digtoplæsninger
og marxistiske studiekredse
og nytårsfester
og arbejdsdage.

På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe kaffe for en tier,
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Long Iceland Iced tea,
når vi en sjælden gang havde alle ingredienserne på lager.
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Galliano hot shots.
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Økologisk Thy Pilsner og saft fra Søbogaard,
og det kan man jo alle steder nu om dage,
men dengang var vi pionerer.

På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Empanadas og tortillas,
fra en mexicansk restaurant nede i Mejlgade,
og på MIT gamle folkeværtshus røg vi joints,
når det passede os,
og på MIT gamle folkeværtshus
var der plads til FOLKET.

På MIT gamle folkeværtshus havde alle og enhver
knaldet på sofaen og bardisken og ude på lageret,
og på MIT gamle folkeværtshus kendte alle og enhver
kombinationen til pengeskabet
også i overført betydning,
for på MIT gamle folkeværtshus i Århus stolede vi på hinanden,
selv når det blev dyrt.

På MIT gamle folkeværtshus mødte jeg ham,
der blev far til mit første barn,
og MIT første barn blev født,
da DET her årtusinde var funklende, funklende nyt.
og MIT første barn blev samtidig Æskens sidste,
for i år 2000 måtte vi dreje nøglen om,
for konkurrencen blev for hård,
konkurrencen med de smarte caféer ved åen blev for hård,
og gejsten var forsvundet
og studenteroprøret glemt.

Og da World Trade Center året efter blev torpederet af fly,
og alting, alting, blev noget andet,
var Æsken for længst lukket til,
og den nye verden bare fortsatte og fortsatte,
uden rødternede duge i Anholtsgade
uden personalemøder om mandagen
uden Dan Turèll
og uden MIT gamle folkeværtshus.

ALTING ER PUNK

Diet Cig på repeat
forårsruller i ovnen
alting er punk
jeg retweeter paven
og afkalker elkedlen
alting er punk
jeg savner at vågne
med nogen at tie med
alting er punk
det er næsten som dengang
i ’96
alt er punk
alt er punk
alt er ensomhed, længsel
og asfalt derude
og dyner herinde
og vildskab i blodet
og blod på mit lagen
og sminke i fjæset
og laser og pjalter
og Weekendavisen
telefonboksen ringer
jeg svarer på opkald
med tiårs forsinkelse
jeg er til stede
jeg er stadig til stede
og alting er stadigvæk
punk

HOVTAKT

På kanten af oktober sidder rytteren, den gennemsigtige,
og klapper en hovtakt, der strammer om halsen.

På ruinerne gror svampene, på ruinerne af alting.

Ethvert håb er fløde til en stuvning.

Igen må jeg drømme de sorteste marker,
igen må jeg ville være muld.

Der er gået en pære i køkkenet.

På kanten af oktober finder vi ind i os selv,
finder vi veje at drage ad.

På den ene side døden som mulighed for udfrielse,
på den anden side udfrielsen.

På den ene side, på den anden side,
på den ene hånd et snitsår,
på den anden hånd en knækket negl.

Vi fik streetfood i går,
vi fik rødt kød, kartofler,
bearnaisesauce, gemüse,
til 75 bobs portionen,
betalt via app, båret hjem i papirspose,
efterår nu, nu igen er det efterår.
Begæret er nok engang i strik,
vores kærlighed er ikke alt fortærende.

På den ene side af Assistens, på den anden.

På den ene side selvmordet,
på den anden side revolutionen.

På den ene side det revnede nedløbsrør i Griffenfeldsgade,
på den anden side den fortsatte regn.

Skuddene falder igen
og skudhullerne ved det
skudhullerne ved
hvem vi er
og hvor vi kommer fra.

Æblerne falder igen
og nedfaldsæblerne ved det
nedfaldsæblerne ved
hvem vi er
og hvor vi kommer fra.

Hen over cykelstien langs med
Nørrebrogade
slæbes slagtede dyrekroppe
fra ulovligt parkerede lastbiler
ind i slagterbutikker.

Igen i år
blev det aldrig rigtigt
sommer.

Vinden er fuld af fluer.

TAL IKKE TIL MIG OM REVOLUTIONEN

Læg bare øjnene om mig
skriv bare dit navn ind i afstanden mellem os
hvisk kun forklaringer tværs gennem byen
ja, kom med dem, kom med dem, kom med dem
hvin mig en himmel af søgræs og smøger
hvæs mig en knappenål, blodig af liv,
jeg forventer forhutlede digte
jeg er forberedt på hærgede ord
jeg kan elske de forarmede sætninger
intet komma noget skråstreg alt
jeg kan elske dine arme, som de er,
jeg kan elske dine sener, dine led,
jeg er villig til at tro på al din tavshed
men tal ikke til mig om revolutionen
spørg ikke, tal ikke til mig om den.

Morgenmad er en rodet affære, det kan være lidt fra 7 Eleven, eller det kan være ingenting og en syndflod af kaffe at drukne i, eller det kan være blikkene fra de andre, de kan være alt, hvad vi indtager, eller nogle gange faktisk rundstykker og spejlæg og syndflod, (hvilket også er passende, for om natten har vi horet som i Sodoma) eller det kan være, at lyset er blankt, det kan være, der er løfter i lyset, eller det kan være, at der slet ikke er noget lys, men vi tager bad og tager tøj på eller ikke, og cyklerne skramler derude, og vi er nogle af de første eller nogle af de sidste, eller vi er slet ikke med, og der er ingen syndflod, der er bare lys eller ikke, og vi sover eller ikke, og vi drømmer, at vi vågner, at vi er.

Der er forsinkelser på S-togsbanen
det er nok terror
det er noget med signalerne, et tog holder stille i Holte
det er nok terror
der er nogen, der nyser i stillezonen
det er nok terror
der er en dør, der ikke kan lukkes i metroen
det er nok terror
vi bliver smidt ud på Kgs. Nytorv
det er nok terror
en studerende har sin printer med i tasken
det er nok terror
der er afspærret på Strøget
det er nok terror
det er de forkerte, der sidder på magten
det er nok terror
der er for mange mennesker på kloden
det er nok terror
der er ananas på pizzaen
det er nok terror
der er lukket for Uber i Danmark
det er nok terrror
en fugleklat lander på en rude
det er nok terror
der er i øjeblikket ingen forbindelse til nummeret, du har kaldt
det er nok terror.

7 Eleven
9 Eleven
24 Seven
Frygt og bæven

Der er terror i Bertel Haarders risengrød
Der er terror i Inger Støjbergs kage
Der er terror i Helle Thornings Gucci-taske
Der er terror i Lars Løkkes fadøl
Der er terror i Uffe Elbæks urtete
Der er terror i Anders Samuelsens stirrende blik
Der er terror i Kong Margrethes cigaretter
Der er terror i Kirsten Birgits Esprit de Valdemar
Der er terror i Clement Kjærsgaards læber
Der er terror i Lars Mikkelsens blazerjakke
Der er terror i Linse Kesslers bryster
Der er terror i Messis mål
Der er terror i Magtens Korridorer
Der er terror i Chili-Klaus’ chili
Der er terror i Sanas hijab
Der er terror i fjernsynet
Der er terror i avisen
Der er terror på Insta
Der er terror på Snapchat
Der er terror på internettet
Mest af alt på internettet
Der er terror i alle de emojis og hashtags og kattevideoer,
Der er terror i alt det porno, alle de fodboldresultater, alle de debatter om 12-tals-elever og prestigebyggerier
Der er terror i Industriens Hus
Der er terror i Axel Towers
Der er terror i hele Nordhavn, hele Ørestad,
Der er terror i Skuespilhuset

7 Eleven
9 Eleven
24 Seven
Frygt og bæven

Der er terror i vores hoveder
Der er terror i tiden
Der er terror på lur alle steder

Der er terror et nyt sted i morgen,
der er nok at følge med i
Je suis Smukke Charlie på sin Harley
Je suis Paris og New York og London
Je suis alle mulige
Je suis the Lizard King
Je can do anything
Je suis hele verden
Je suis bare et almindeligt menneske
Der ikke må tage sin solcreme og sin neglefil med på flyet
Je suis hver anden
Je slår panden
Mod muren

Vi bruger hashtags i afmagt
Vi bruger humor i afmagt
Vi bruger magt i afmagt
Og dommen er afsagt
Det er fuldbragt
Vagt
I gevær
Hvad så dér?
Stort besvær

Det er nok terror
Det er nok terror
Det er nok nu
Det er nok nu
Det er nok nu
Det er nok med dét
terror

ALT FORLADT

Påskens tunge bilalarmer,
Sorte Firkants ulve.
Alt er så voldsomt nu her, 
alt er forladt.

Påskens grumme bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
søm igennem hænder,
søm igennem sind.

Påskens gamle bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
karse i vatlandskaber,
karse i vindueskarme,
hverdagen korsfæstet,
død og begravet.

Påskens hårde bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
folkemængden stædigt
insisterende,
formiddage lange
som år, under
dyner,
genkendt vejrtrækning,
sengevarme genkendt.

Påskens barske bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
nogen skal jo bære
vores smerte, jeg
korser mig,
venter
på stilhed.

Påskens grove bilalarmer,
Jesus af Rantzausgade,
nogen skal jo bære det,
nogen skal jo bære det.

Påskens smukke bilalarmer,
sylespidse ulvetænder.
Alt er så voldsomt nu her,
alt er forladt.

FOLKEBLOMSTER

I Folkets Park
står påskeliljerne
i voldsomt flor,
og dag for dag
synes himlen at
give sig,
give lidt
efter.

Engang
når alting er
faldet,
vil der stadig stå
ladcykler
rundt om i byen,
bemalede
med kranier,
Christiania-flag og
folkeblomster.

det er ensomt at være
den eneste i toget
der læser digte

jeg bærer mine øjne under tøjet
fordi vi sad oppe den halve nat og talte

vi drak vin af tomme glas
kaldte os kommunister
mest fordi det lød så gammeldags

det er ensomt at ankomme
til stationen på præcis samme tid
som morgenlyset

Jeg sov syv

timer i træk,

jeg sov syv

timer på mine

arme, kollapset, og

armene sov, de

var blodløse, tunge,

jeg sov, og

jeg tænkte på

dig og på

at købe en

iPhone på afbetaling,

jeg sov syv

timer i træk,

det er sjældent

i disse år,

men jeg sov,

mens det blæste

under tagene, København,

men jeg sov

alle disse timer,

og da jeg

vågnede med prikken

i armene, alarmen

rungende fra en

anden tid, uforståelig,

da jeg således

vågnede, tænkte jeg

stadigvæk på dig,

stadigvæk på dig.