Hybenblod

Tekster af Linda Nørgaard

TIL HIMMEL

Aspen står i gården
det suser i alle dens grene

det trækker i rødderne
træet vil lette

som jeg vil lette
og blive til himmel

til himmel med dødsol
og sølvstjerner på.

Advertisements

KANTATE

Det kræver sine
violiner
at holde sorgen
fra døren
det kræver
tonstunge arier
århundreders
hektiske vejrtrækning
snefald over Sorte Firkant
kandiserede violer.

Hvor jeg dog trænger
til et nyt år
hvor græsset må betrædes
og elendigheden begrædes
som det allermest naturlige.

Det kræver sine
violiner
det kræver min
fortsatte uvidenhed
om graden af din
hengivenhed
at holde sorgen
fra døren
en time
til.

VOLGA

Det er
jo bare
ord
det er
jo bare
alt det
der strømmer
igennem
mig
som Styx
eller Ravnkilde
Volga
eller ej
det er
jo bare
et oprør
der aldrig
tager ende
en musik
fra mine
årer
et væld
af vilje
det er
jo bare
min mening
med dig.

DET ER FORDI JEG KAN SE LYSET I DIG

Det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er derfor jeg stirrer sådan,
det er derfor min hånd bliver liggende
på dørhåndtaget, den blåmalede dør
ud mod gården, dine støvler parkeret
et sted, hvor du nemt kan få dem på.
Jeg ønsker mig et liv, hvor jeg kan skrive
om alle de kaffekrus, du smadrer
under opvask, jeg ønsker mig
at være vidne til lige netop det.
Det kan forekomme besynderligt,
men det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er fordi jeg kan se det trænge ind igennem
din hovedskal og ud igen igennem dine øjne,
mens det bliver morgen eller aften, og dagene
ligesom bare går, mens vi går kampberedte rundt
på bare fødder i alle vore huse, hvor det stråler.
Det er fordi jeg kan se lyset i dig,
det er fordi jeg kan se din ungdom gennem grenene,
det er derfor det er. Det er derfor det er. Det er.
Det er smagen af olie i munden, det er lugten
af citron, det er blodets nye nuancer, det er
vandet i hanen, det er sæben og baljen,
det er sangene om alt det, vi kunne være.
Det er derfor jeg stirrer sådan på dig,
det er fordi jeg kan se lyset i dig.

ALMENTILSTAND

Ulven er stukket til skovs,
og krigene bliver ved.

Dåserne ruster
for enden
af snoren.

(Jeg ved det jo godt:
Vi har aldrig lovet hinanden
en vinter, en måne, en mågefjer,
en tur i biografen, tusind tunge nætter,
disse øjne at dø for, farverige havefester
med Tom Waits på grammofonen.

Jeg ved det jo godt,
og snart vil frosten nok
bide sig fast,
snart vil sorgen
gå i blodet.)

Ulven er stukket til skovs
med min længsel mellem kæberne.

BÅD

Nej, vi skulle ikke ro.
Vi skulle blive ved bredden,
ved bredden af søen
ved bredden af manglen på fodfæste.

Vi husker så mange orkaner.
Skoven smadret af år.

Nej, vi skulle ikke ro.
Der var ellers så blankt derude.
Der var ellers så roligt derude.

Vi kunne have roet.
Vi kunne have elsket.
Vi kunne have kunnet.

Båden, den båd, den ved bredden,
malingen afskallet, bunden i vejret.
Stormene gemt under den.

Vi husker så mange kampe.
Øjnene tunge af år.

Nej, vi skulle ikke ro.
Vi skulle blive ved bredden.

PROGRAM

fuglevingers pigtrådsslag
en anarkistisk basken
uden tanke på høst

*

denne årstids håndgranater
disse krav om vild forandring
kærlighedens molotov

*

kighul ind til slagtehuset
boltpistolers spådomskunst
vipstjært uden folkedom

*

fyrresvampebarrikader
himmel hule helvede
øksehug ikoner guld

*

lad mig bære kunstlædersåler
male fanden på væggen
gå igen

*

giv mig Trotskij tilbage
giv mig liv

*

skal vi dø sådan her?

*

fri mig fra tomheden

*

flyvedrøm

FRONT

Birkenes alvor er ikke et nederlag.
Her står det skrevet, at vi er.

Lad det brænde, om det vil,
sprede aske over fronten.

NÅL

Novembers lys på et knappenålshoved
rød morgen, blå eftermiddag
hvid længsel hele natten
fængslende kvistkamre
altid ligner altid
duften af urtehaver
slægtens efterbyrd.

Floden er en fødsel,
nye motorveje,
kaffekopper.

4.45

Kvart i fem og frosten fuldendt
fingrene fletter sig famlende fri.

Jeg har en forestilling
om en forestilling:
lugten af petroleum.

Kvart i fem de sprøde grene
ravnens uglens granens støjrock
under fødderne knækker universet
mørket evigt begrænset igen.

Vinter nu og skoven en handske
sort ruskind om min rastløse krop
syningerne fuldstændigt flossede
stoffet mørt af ungdommens bjerglængsel.

Kvart i fem lørdag nat langt fra alt
de frie fingre snart igen famlende flettede.

VALGDIGT #2

jeg
vælger
dig

men det er ikke
så meget
et valg
som en
konstatering

det er en
permanent
revolution
siden ungdommen

det er et valg
uden kamp
uden tvivl
uden pis

det er
et kryds
på en seddel
sat
med kuglepen
med ført hånd
i værk
af universet

det dages
det lysner
det lysner
det gør

jeg
vælger
dig

STØVREGN OVER SOLIHUSET

Det er sådan
det begynder.
Med tåge
over Nørrebro
og støvregn
over Solihuset
senere
samme dag.

Jeg har igen
fået afleveret
mine biblioteksbøger
til tiden
jeg har styr på tingene
på den måde
vi skal nok nå
frem til
revolutionen
på den måde.

Det er sådan
det begynder.
Med spadestik
ned i mulden
og med muldjord
under neglene
og med negle
der kan skære i hud
og med hud
der kan vække
en sovende.

Det er sådan
det begynder.
Med mine ord
på dine læber
og dine ord
på mine.
Du har en bil og
jeg har et såkaldt
godt brugt kørekort.
Det giver mening
på den måde
det giver mening
også på den måde.

KRIMSEKT

Lygten i pølsevognen tændes klokken
fire alt er stadigvæk en lovesong jeg
holder noget i live mens jeg venter vi
drikker Krimsekt fra tiden før krigen vi
tæller århundredet rosenrødt plettet af frost og af
læbestift senere nu det er senere nu nu igen det
er næsten helt mørkt og mit vinterpalads er min dyne.

jeg kunne
bringe dig
manifester
jeg kunne
bringe dig
veje
at gå ad
vi kunne bringe
noget til
veje
veje
kapitalismen og
finde den
for let
finde os
forladte
finde
veje ud
veje væk
finde
veje
i vinden
finde
vinde
vi kunne
vinde
vinde
verden
for os
vinde
tid

Når man dør
resonerer det
der hvor man var
eller sådan bør det være
eller sådan kan det være
eller sådan kan man håbe
at det bliver.

UDKAST TIL TINDERPROFIL

Du må ikke bruge emojis
Du må ikke være på Snapchat
Du må ikke splitte sammensatte substantiver
Du må ikke høre rnb
Du må ikke høre Volbeat
Du må ikke knække dine spaghetti
Du må ikke gå op i folks udseende
Du må ikke kunne lide at danse
Du må ikke hade veganere
Du må ikke hade kødspisere
Du må ikke interessere dig ret meget for sport
Du må ikke være sådan én, der træner
Du må ikke gå til yoga
Du må ikke have profilbilleder i dårlig fotokvalitet
Du må ikke gå med solbriller
Du må ikke være alt for glad
Du må ikke være alt for sur
Du må ikke have en pæn frisure
Du må ikke have et tomt blik i øjnene
Du må ikke være en fuckboi
Du må ikke sende dickpics
Du må ikke kalde voksne kvinder for piger
Du må ikke have noget imod sex under menstruation
Du må ikke være nærig
Du må ikke fare verden rundt
Du må ikke have været gift før uden også at ville giftes med mig
Du må ikke kunne lide Ørkenens Sønner
Du må ikke være nederen
Du må ikke stemme til højre for Enhedslisten

Du skal sætte pris på poesi
Du skal drømme om at tjekke ind på Facebook sammen med mig
Du skal følge med i, hvad jeg foretager mig online
Du skal forstå de ord, jeg bruger
Du skal læse Weekendavisen
Du skal følge med i, hvad der sker
Du skal kunne glædes med mad
Du skal helst kunne citere Seinfeld
Du skal helst kunne citere Kant
Du skal helst kunne citere Bob Dylan
Du skal helst kunne citere Frank Jæger
Du skal bo i København
Du skal kunne rumme min fysiske fylde
Du skal kunne rumme min psykiske fylde
Du skal være nysgerrig
Du skal være videbegærlig
Du skal kunne sætte tiltalekomma
Du skal skrive proprier med stort
Du skal kunne skelne mellem kategorier
Du skal tage telefonen, når jeg ringer, især i overført betydning
Du skal ville dele dig med mig
Du skal ville have del i mig
Du skal kunne åbne nye verdener for mig
Du skal se tv-serier nøgen med mig
Du skal kende forskel på Fellini og fellatio
Du skal kende forskel på fettucine og Ferlinghetti
Du skal tage med mig i teatret
Du skal tage med mig i operaen
Du skal værdsætte kunst
Du skal have nok i mig
Du skal være dannet
Du skal kunne drikke igennem
Du skal ville spille Scrabble med mig
Du skal være revolutionær
Du skal elske mælkebøtter
Du skal elske syrener
Du skal elske kastanjer
Du skal elske lyng
Du skal elske buskens bær
Du skal elske skovens træer

(Dig og mig
den brosten
den næve)

Jeg ved
det godt
nu.

Målet var aldrig
drømmenes opfyldelse.

Jeg ved
det godt
nu.

Målet var drømmene i sig selv.

(Dig og mig
den brosten
den næve)

NOGET AT DØ FOR

Der er lygter i dyndet,
diademer i løvet,
der er noget, der lyser.
der er noget at dø for.

Det er mørkere nu
ligesom altid,
der er pløjet og høstet,
kørt ind.

Der er sange om frihed,
der er galskab endnu,
der er, selv i november,
ild i alting.

Også her fra migrænesengen
ser jeg
det blændende lys
fra et blødende samfund.

Det er svært nok at tro på,
det er svært at lade være.
Der er noget at dø for.

MIT gamle folkeværtshus

På MIT gamle folkeværtshus
var der rødternede duge på bordene
og øl fra kassen på dugene
og fedtede fingeraftryk på øllerne,
og sådan havde det været,
siden en flok hippier besatte den gamle æskefabrik
i de senere år af studenteroprøret.

På MIT gamle folkeværtshus,
der hed Æsken og lå i Anholtsgade i Århus,
kom MC Einar engang og spillede,
og da én af bartenderne mødte ham ude på lageret,
der også var backstagelokalet,
skældte hun ham hæder og ære fra,
fordi hun troede, at han var en hjemløs,
der havde listet sig ind uden tilladelse.

På MIT gamle folkeværtshus
viste vi South Park på storskærm hver onsdag,
når det blev sendt på DR,
det var sidst i halvfemserne,
og næsten ingen havde internet endnu,
til gengæld havde vi øl af mærket Kilkenney,
så folk kunne gå i baren om onsdagen
og overrasket udbryde:
Oh my god, they have Kilkenney.

På MIT gamle folkeværtshus
havde vi personalemøde hver mandag,
og ja, jeg var både bartender og booker og DJ,
jeg spillede Rammstein og Nirvana og Red Hot Chili Peppers,
det var sidst i halvfemserne,
og sorgen sad stadig i mig fra den dag i oktober 1993,
hvor jeg kom hjem fra England
efter en studietur sammen med min gymnasieklasse
og læste på fucking TEKST TV.
at Dan Turèll var død,
mens jeg var af sted,
jeg var lige fyldt 17,
og jeg kradsede mit sorte neglelak af neglene,
mens jeg tudede ned i lædersofaen
i stuen derhjemme i Vestjylland,
men, nuvel, det var bare et flashback,
nuvel, men sorgen sad stadigvæk i mig,
og på MIT gamle folkeværtshus nogle år senere
havde vi personalemøde om mandagen,
og selvfølgelig måtte man ryge under møderne,
og selvfølgelig skulle man sætte CD’erne tilbage i deres covers,
og selvfølgelig skulle vi betale for de øl, vi drak,
selv om vi ikke fik løn.

På MIT gamle folkeværtshus
arrangerede vi digtoplæsninger
og marxistiske studiekredse
og nytårsfester
og arbejdsdage.

På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe kaffe for en tier,
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Long Iceland Iced tea,
når vi en sjælden gang havde alle ingredienserne på lager.
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Galliano hot shots.
På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Økologisk Thy Pilsner og saft fra Søbogaard,
og det kan man jo alle steder nu om dage,
men dengang var vi pionerer.

På MIT gamle folkeværtshus kunne man købe Empanadas og tortillas,
fra en mexicansk restaurant nede i Mejlgade,
og på MIT gamle folkeværtshus røg vi joints,
når det passede os,
og på MIT gamle folkeværtshus
var der plads til FOLKET.

På MIT gamle folkeværtshus havde alle og enhver
knaldet på sofaen og bardisken og ude på lageret,
og på MIT gamle folkeværtshus kendte alle og enhver
kombinationen til pengeskabet
også i overført betydning,
for på MIT gamle folkeværtshus i Århus stolede vi på hinanden,
selv når det blev dyrt.

På MIT gamle folkeværtshus mødte jeg ham,
der blev far til mit første barn,
og MIT første barn blev født,
da DET her årtusinde var funklende, funklende nyt.
og MIT første barn blev samtidig Æskens sidste,
for i år 2000 måtte vi dreje nøglen om,
for konkurrencen blev for hård,
konkurrencen med de smarte caféer ved åen blev for hård,
og gejsten var forsvundet
og studenteroprøret glemt.

Og da World Trade Center året efter blev torpederet af fly,
og alting, alting, blev noget andet,
var Æsken for længst lukket til,
og den nye verden bare fortsatte og fortsatte,
uden rødternede duge i Anholtsgade
uden personalemøder om mandagen
uden Dan Turèll
og uden MIT gamle folkeværtshus.

ALTING ER PUNK

Diet Cig på repeat
forårsruller i ovnen
alting er punk
jeg retweeter paven
og afkalker elkedlen
alting er punk
jeg savner at vågne
med nogen at tie med
alting er punk
det er næsten som dengang
i ’96
alt er punk
alt er punk
alt er ensomhed, længsel
og asfalt derude
og dyner herinde
og vildskab i blodet
og blod på mit lagen
og sminke i fjæset
og laser og pjalter
og Weekendavisen
telefonboksen ringer
jeg svarer på opkald
med tiårs forsinkelse
jeg er til stede
jeg er stadig til stede
og alting er stadigvæk
punk

HOVTAKT

På kanten af oktober sidder rytteren, den gennemsigtige,
og klapper en hovtakt, der strammer om halsen.

På ruinerne gror svampene, på ruinerne af alting.

Ethvert håb er fløde til en stuvning.

Igen må jeg drømme de sorteste marker,
igen må jeg ville være muld.

Der er gået en pære i køkkenet.

På kanten af oktober finder vi ind i os selv,
finder vi veje at drage ad.

På den ene side døden som mulighed for udfrielse,
på den anden side udfrielsen.

På den ene side, på den anden side,
på den ene hånd et snitsår,
på den anden hånd en knækket negl.

Vi fik streetfood i går,
vi fik rødt kød, kartofler,
bearnaisesauce, gemüse,
til 75 bobs portionen,
betalt via app, båret hjem i papirspose,
efterår nu, nu igen er det efterår.
Begæret er nok engang i strik,
vores kærlighed er ikke alt fortærende.

På den ene side af Assistens, på den anden.

På den ene side selvmordet,
på den anden side revolutionen.

På den ene side det revnede nedløbsrør i Griffenfeldsgade,
på den anden side den fortsatte regn.

Skuddene falder igen
og skudhullerne ved det
skudhullerne ved
hvem vi er
og hvor vi kommer fra.

Æblerne falder igen
og nedfaldsæblerne ved det
nedfaldsæblerne ved
hvem vi er
og hvor vi kommer fra.

Hen over cykelstien langs med
Nørrebrogade
slæbes slagtede dyrekroppe
fra ulovligt parkerede lastbiler
ind i slagterbutikker.

Igen i år
blev det aldrig rigtigt
sommer.

Vinden er fuld af fluer.

TAL IKKE TIL MIG OM REVOLUTIONEN

Læg bare øjnene om mig
skriv bare dit navn ind i afstanden mellem os
hvisk kun forklaringer tværs gennem byen
ja, kom med dem, kom med dem, kom med dem
hvin mig en himmel af søgræs og smøger
hvæs mig en knappenål, blodig af liv,
jeg forventer forhutlede digte
jeg er forberedt på hærgede ord
jeg kan elske de forarmede sætninger
intet komma noget skråstreg alt
jeg kan elske dine arme, som de er,
jeg kan elske dine sener, dine led,
jeg er villig til at tro på al din tavshed
men tal ikke til mig om revolutionen
spørg ikke, tal ikke til mig om den.

Morgenmad er en rodet affære, det kan være lidt fra 7 Eleven, eller det kan være ingenting og en syndflod af kaffe at drukne i, eller det kan være blikkene fra de andre, de kan være alt, hvad vi indtager, eller nogle gange faktisk rundstykker og spejlæg og syndflod, (hvilket også er passende, for om natten har vi horet som i Sodoma) eller det kan være, at lyset er blankt, det kan være, der er løfter i lyset, eller det kan være, at der slet ikke er noget lys, men vi tager bad og tager tøj på eller ikke, og cyklerne skramler derude, og vi er nogle af de første eller nogle af de sidste, eller vi er slet ikke med, og der er ingen syndflod, der er bare lys eller ikke, og vi sover eller ikke, og vi drømmer, at vi vågner, at vi er.

Der er forsinkelser på S-togsbanen
det er nok terror
det er noget med signalerne, et tog holder stille i Holte
det er nok terror
der er nogen, der nyser i stillezonen
det er nok terror
der er en dør, der ikke kan lukkes i metroen
det er nok terror
vi bliver smidt ud på Kgs. Nytorv
det er nok terror
en studerende har sin printer med i tasken
det er nok terror
der er afspærret på Strøget
det er nok terror
det er de forkerte, der sidder på magten
det er nok terror
der er for mange mennesker på kloden
det er nok terror
der er ananas på pizzaen
det er nok terror
der er lukket for Uber i Danmark
det er nok terrror
en fugleklat lander på en rude
det er nok terror
der er i øjeblikket ingen forbindelse til nummeret, du har kaldt
det er nok terror.

7 Eleven
9 Eleven
24 Seven
Frygt og bæven

Der er terror i Bertel Haarders risengrød
Der er terror i Inger Støjbergs kage
Der er terror i Helle Thornings Gucci-taske
Der er terror i Lars Løkkes fadøl
Der er terror i Uffe Elbæks urtete
Der er terror i Anders Samuelsens stirrende blik
Der er terror i Kong Margrethes cigaretter
Der er terror i Kirsten Birgits Esprit de Valdemar
Der er terror i Clement Kjærsgaards læber
Der er terror i Lars Mikkelsens blazerjakke
Der er terror i Linse Kesslers bryster
Der er terror i Messis mål
Der er terror i Magtens Korridorer
Der er terror i Chili-Klaus’ chili
Der er terror i Sanas hijab
Der er terror i fjernsynet
Der er terror i avisen
Der er terror på Insta
Der er terror på Snapchat
Der er terror på internettet
Mest af alt på internettet
Der er terror i alle de emojis og hashtags og kattevideoer,
Der er terror i alt det porno, alle de fodboldresultater, alle de debatter om 12-tals-elever og prestigebyggerier
Der er terror i Industriens Hus
Der er terror i Axel Towers
Der er terror i hele Nordhavn, hele Ørestad,
Der er terror i Skuespilhuset

7 Eleven
9 Eleven
24 Seven
Frygt og bæven

Der er terror i vores hoveder
Der er terror i tiden
Der er terror på lur alle steder

Der er terror et nyt sted i morgen,
der er nok at følge med i
Je suis Smukke Charlie på sin Harley
Je suis Paris og New York og London
Je suis alle mulige
Je suis the Lizard King
Je can do anything
Je suis hele verden
Je suis bare et almindeligt menneske
Der ikke må tage sin solcreme og sin neglefil med på flyet
Je suis hver anden
Je slår panden
Mod muren

Vi bruger hashtags i afmagt
Vi bruger humor i afmagt
Vi bruger magt i afmagt
Og dommen er afsagt
Det er fuldbragt
Vagt
I gevær
Hvad så dér?
Stort besvær

Det er nok terror
Det er nok terror
Det er nok nu
Det er nok nu
Det er nok nu
Det er nok med dét
terror

ALT FORLADT

Påskens tunge bilalarmer,
Sorte Firkants ulve.
Alt er så voldsomt nu her, 
alt er forladt.

Påskens grumme bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
søm igennem hænder,
søm igennem sind.

Påskens gamle bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
karse i vatlandskaber,
karse i vindueskarme,
hverdagen korsfæstet,
død og begravet.

Påskens hårde bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
folkemængden stædigt
insisterende,
formiddage lange
som år, under
dyner,
genkendt vejrtrækning,
sengevarme genkendt.

Påskens barske bilalarmer,
nogen skal jo bære det,
nogen skal jo bære
vores smerte, jeg
korser mig,
venter
på stilhed.

Påskens grove bilalarmer,
Jesus af Rantzausgade,
nogen skal jo bære det,
nogen skal jo bære det.

Påskens smukke bilalarmer,
sylespidse ulvetænder.
Alt er så voldsomt nu her,
alt er forladt.

FOLKEBLOMSTER

I Folkets Park
står påskeliljerne
i voldsomt flor,
og dag for dag
synes himlen at
give sig,
give lidt
efter.

Engang
når alting er
faldet,
vil der stadig stå
ladcykler
rundt om i byen,
bemalede
med kranier,
Christiania-flag og
folkeblomster.

det er ensomt at være
den eneste i toget
der læser digte

jeg bærer mine øjne under tøjet
fordi vi sad oppe den halve nat og talte

vi drak vin af tomme glas
kaldte os kommunister
mest fordi det lød så gammeldags

det er ensomt at ankomme
til stationen på præcis samme tid
som morgenlyset

Jeg sov syv

timer i træk,

jeg sov syv

timer på mine

arme, kollapset, og

armene sov, de

var blodløse, tunge,

jeg sov, og

jeg tænkte på

dig og på

at købe en

iPhone på afbetaling,

jeg sov syv

timer i træk,

det er sjældent

i disse år,

men jeg sov,

mens det blæste

under tagene, København,

men jeg sov

alle disse timer,

og da jeg

vågnede med prikken

i armene, alarmen

rungende fra en

anden tid, uforståelig,

da jeg således

vågnede, tænkte jeg

stadigvæk på dig,

stadigvæk på dig.

Linda er i øjeblikket ikke tilgængelig.
Linda er i øjeblikket nedsænket i halvsøvne.
Linda står i øjeblikket ikke til rådighed for feministiske diskussioner på Twitter.
Linda drømmer syrede drømme til tonerne af C.V. Jørgensen.
Linda kan mærke den kølige sol gennem ruderne.
Linda ved ikke, hvad klokken er.
Linda ved godt, der er vasketøj, der venter.
Linda ved godt, der er læsning, der venter.
Linda ved godt, det er vinter derude.
Linda ved godt, det er langt op ad dagen.
Linda ved godt, hvem du er.
Linda er i øjeblikket ikke tilgængelig, men hun tænker på dig, som hun altid gør. Altid.
Linda er i øjeblikket ikke tilgængelig.

Jeg ville gerne holde en nytårstale.
Jeg ville gerne give dette her år den afskedssalut, det fortjener.
Jeg ville så gerne give 2016 den afskedssalut 2016 fortjener.
Jeg ville gerne sætte ord på, hvorfor det på én gang har været det værste år og ikke så slemt endda.
Jeg ville gerne sætte ord på alt det med Brexit og Trump og disruption.
Jeg ville gerne sætte ord på alt det med kærligheden, der kommer og går og er mærkelig. Kærligheden er mærkelig.
Jeg ville gerne kunne sige noget om alt det, der altid gør årene smukke for mig.
Jeg ville gerne kunne prise erantis og krokus og vintergækker, og anemoner og mælkebøtter og påskeliljer og
hyacinter og bellis og kløver og raps og syrener, raps og syrener, raps og syrener, og kornmarker, kornmarker, kornmarker, til sidst kastanjer og et hældende år.
Jeg ville så gerne holde en nytårstale
Jeg ville fortælle om mit personlige liv, mit personlige, ikke mit private.
Jeg ville fortælle om Nørrebro. Jeg ville fortælle om at lande lige dér, hvor jeg længe har været.
Jeg ville fortælle om børnene, om perlepladerne og flyverdragterne, om køjesengen, om køjesengen med klistermærkerne.
Jeg ville fortælle om arbejdet. Om at være en del af en cirkel. Om at undervise og lære. Om at rakke rundt som prækariat.
Jeg ville fortælle om at skrive og om ikke at få skrevet og om alligevel at få skrevet og om at skrive sig bag øret, at det gælder om at skabe tid til at skrive.
Jeg ville så gerne holde en nytårstale. Jeg ville så gerne sidde i mit køkken på Nørrebro og opregne alle de døde.
Jeg ville så gerne sige noget om Bowie, som gjorde min ungdom skæv, om Prince, der gjorde noget for de andre, og om Cohen, hvis lyrik var min, hvis lyrik jeg levede i, hvis lyrik jeg lever i.
Jeg ville så gerne sige noget om det postfaktuelle samfund og hvor fucking scary manglen på dannelse er.
Men jeg ville samtidig udtrykke håb. Jeg ville udtrykke mit håb for menneskeheden og den revolution, jeg i visse snævre kredse er så kendt for at tale om.
Jeg ville gerne holde en nytårstale.
Jeg ville gerne ønske jer alle sammen rigtig godt nytår. Med raketter på himlen og kys på munden eller kys på himlen og raketter i hjertet.
Jeg ville gerne holde en nytårstale, men I må nøjes med dette digt.

altid et måltid bagud med opvasken
altid et døgn bagud med søvnen
altid et liv bagud med kærligheden

Historien er der, hør efter,
læs digte af Whitman, romaner af Kundera,
læs det, der står på din hårshampooflaske,
og det, de har malet ulovligt på murene,
læs, hvad der står mellem linjerne,
læs nu de breve, du modtager,
læs om mirakler og læs om de stakler,
som ingen kan redde, og læs om den glæde,
du giver med kysset og ordet på munden,
læs filmmanuskripter og rodede noter,
læs sladder og tresprogede brugsmanualer
til dødt elektronik, der for længst er kasseret,
læs nyheder, læs hele internettet,
læs tekster til sange af Cohen og The Doors,
læs op og læs indenad, læs i min hånd,
læs sandheden ud af mit kaffegrums,
læs for at lære og læs for at leve.
Historien er der, hør efter,
hør plader med Dylan og Radiohead,
hør efter, hvad stemmen i S-toget siger,
og hør, hvor det piber af længsel i vinden,
hør tusinde nattergale, gale som sommernætter,
vrede af glæde, hør gråspurve elske,
hør radiomontager og kedelige podcasts,
hør jazz, ikke mindst Charlie Parker,
hør efter, hør efter, hør efter, hør efter,
hør suset af revolutioner i tiden,
hør svaret på alt det, du tumler med,
hør, hvis du tør, det, der rør’,
historien er der, hør efter,
pres speederen helt ned i bund, kør derudad
kør derud, hvor alting er vigtigt,
kør derud, hvor alting er rigtigt,
kør derud, hvor silden er speget,
og marken er mejet,
og månen er bleget og hænger
og glor dig i fjæset efter ræset,
put pedalen til metallet, vær en motorvej,
vær sej, du er dig, det er helt, helt allright.
Historien er der, hør efter,
pluk blade af træerne, tør dem og gem dem,
tag årstider med hjem i stuen, fornem dem,
æd rønnebær, nødder og hestekastanjer,
drik brakvand, vend læberne indad,
bliv ét med naturen, jeg lover,
det gør dig til den, du skal være,
gå midt ud i havet og skrig:
Gør mig fri, gør mig fri, gør mig fri!
Og tag så hjem til byen og men det!
Den seneste dag er den seneste.
Historien er der, hør efter,
læs digte af Nordbrandt, romaner af Scherfig,
læs alt det, der står på din juicekarton,
læs deres vrede manifester, dem, der råber,
og læs dem, der skriver om det, som de håber,
og læs, hvad der står på de flossede plakater,
og det, én har skrevet på barens toiletdør,
og læs, hvad en indsat har ridset i tremmerne,
læs, hvad den afdøde gemte i gemmerne.
Historien er der, hør efter, fortæl den,
forvent den, forstå den, begå den og sælg den,
vi vælter det hele, når først vi kan se,
at alt det, vi ønsker os, sagtens kan ske.
Historien er der, fortæl den!

Jeg jeg
ønsker mig hjem
ønsker mig russiske
vintre københavnske
ønsker øskner at hænge
mine længsler på
hængsler at lukke
mine øjne med
kroge til kødet
apparater til
hjemmebryg samovarer
i hjørnerne sokker i
usete farver til
mig og til dem
dem der sover og
vågner i ryger
og handler i
metroens cykelkældre
lukkede lande.

Kun hundrede kroner herfra i en vogn
er der punk nok til alle og kærlighed, tror jeg
og vodka og cola og mørkere halvår
end vinteren, mørkere år end dem alle,
jeg medbringer dét, mine vipper kan bære,
de favner et krumspring om dagen,
et vognlæs mascara om ugen,
jeg omformer tjære til sandhed,
jeg giver mit tandsæt i pant.
Kun hundrede kroner herfra i en vogn
er der alt det, du ønsker dig, lover jeg næsten,
og græs, der vil komme igen, når du tror,
du er død og vil vågne til intet, vi sover
os dumme i skæret af pop og skandaler,
vi rækker hinanden en hånd under dynen,
nu smækker den, saksen, nu mister vi
grebet, men fatter det atter og fatter det
ikke, for vinteren kommer, og frakkerne tynger,
men træerne venter i solen og
byen er fuld af shawarma.

Kyklopen giver ikke en fuck
Kyklopen er farlig som få
Kyklopen er dum som en dør
Kyklopen kan dårligt nok tale
Kyklopen er nem at drikke fuld
Kyklopen er nem nok at narre
Kyklopen er pumpet på steroider
Kyklopen har sixpack og bitch-tits
Kyklopen er anti-humanist
Kyklopen har nok i sig selv

Odysseus er født i provinsen
Odysseus kan tune en knallert
Odysseus er intellektuel
Odysseus har været i kamp
Odysseus lever for eventyr
Odysseus hænger med sit crew
Odysseus har ironiske tatoveringer
Odysseus vil nakke kyklopen
Odysseus vil hjem til provinsen
Odysseus vil hjem til sit Ithaka

Omkvæd:
Ithaka ligger på Nordfyn
Ithaka ligger i Vendsyssel
Ithaka ligger på Falster
Ithaka ligger i Odsherred
Ithaka ligger på Djursland
Ithaka ligger på Fanø
Ithaka ligger ved Lammefjorden
Ithaka ligger på Vejlekanten
Ithaka ligger i Thy

Odysseus tror på revolutionen
Odysseus bor på Nørrebronx
Odysseus har en plakat med Che Guevara
Odysseus var med, da de ryddede Ungeren
Odysseus planter blomster på Ground 69
Odysseus blev arresteret ved Cop15
Odysseus skriver all cops are bastards på Facebook
Odysseus har styr på alt det med hashtags
Odysseus ryger pot og drikker filterkaffe
Odysseus er muligvis polyamourøs
Odysseus er deltids-veganer
Odysseus er indskrevet på KUA
Odysseus er en del af poetry slam-miljøet
Odysseus er dygtig til bordfodbold
Odysseus skal nok blive kandidat
Odysseus vokser op og bliver Politiken-læser
Odysseus skal nok komme hjem til provinsen

Omkvæd:
Ithaka ligger på Nordfyn
Ithaka ligger i Vendsyssel
Ithaka ligger på Falster
Ithaka ligger i Odsherred
Ithaka ligger på Djursland
Ithaka ligger på Fanø
Ithaka ligger ved Lammefjorden
Ithaka ligger på Vejlekanten
Ithaka ligger i Thy

Kyklopen var mester i kuglestød
Kyklopen manglede en karriere
Kyklopen kom med i Vild med Dans
Kyklopen kom med i Liberal Alliance
Kyklopen ser på de fattige
Kyklopen ser ned på de syge
Kyklopen gør fattige syge
Kyklopen gør syge til fattige
Kyklopen har villa med have
Kyklopen har sovs og kartofler
Kyklopen er Joachim B. Olsen
Kyklopen giver ikke en fuck.

Det er græker mod barbar
Og proletar mod proletar
Det er kysten, der er klar
Det er spørgsmål, det er svar
Skæbne, que será será
Det er sådan som det er
Det er sådan, som det var

Odysseus skal nok komme hjem til provinsen
Kyklopen giver ikke en fuck

Tillad mig at vågne op ad dagen med saltvand fra øjnene,
saltvand fra kyster, forladte, fra barndommens tjørnebanker,
tillad mig dette: At vågne på Nørrebro for at gøre det.

Tillad mig asfalten, tillad mig fodsåler, brankede, gamle,
der ved, hvad de går efter, kender hver knirken fra cykelstel,
hipsternes sendeflader, håbløst analoge: De tør dø.

Tillad mig nu bare aviser mellem tænderne, blege og smudsige,
skorstene, dette er kortet, det eneste landkort at tro på,
det er pælene langs med facaderne, skiltene: Her kan du bo.

Tillad mig sejre og nederlag, tillad, at jeg siger og mener det,
mærk på min hud, der er gammel, og mærk på min fortid,
en udfordring, det er en udfordring: Se, hvad der sker!

Tillad mig røgen fra tusinde piber i lungerne, gulnede
filtre og juice fra maskiner og rødmende kogeplader,
halse af læder og arme af dug: Vi er faldet.

Tillad mig soden og nedlagte rendestene, æbler
der nærmer sig, ståltråd, der lukker for vinduer,
genkendte øjne i busserne, år: Det gør ondt.

Tillad mig at vågne på Nørrebro for at gøre det,
tillad mig kysternes duftsignaler, fladerne, støv,
der er tjørne, der kalder, der er radio: Tæthed og larm.

Tillad mig ulåste skure med liv i og ulåste liv
med problemer og hoodies med falmede bogstaver,
døde mobiler og levende chok: Der er krig.

Tillad mig ordene, tillad mig hjemkomst og fravær
og blodet fra tiggernes papkrus og blodet fra andet
og tænder i kødet og kys under huden: Hep hey!

Dén dér banken af burrer mod bliktage,
barndommens evige brakmarker,
umodne stadigvæk umodne
hestekastanjer, der falder
og falder og falder og falder
og falder, vi falder, vi kalder
det ikke så meget,
vi kalder det mest bare
liv.

Sensommer. Hæshed.
Det tager af.

Genkender vinden
som min.
Det tager af.

Bævre-asp ude
og radio herinde.
Det tager af.

Vrider køkkenskab åbent
for at tage en Panodil.
Det tager af.

Smukkeste, varmeste bjergkæde,
dér på mit lagen.
Det tager af.

Græsset forsvinder og tøjet
bliver muggent på snoren.
Det tager af.

NU BOMBER DE TROJA FRA LUFTEN

Nu bomber de Troja fra luften,
og Troja bliver aldrig den samme
igen.

Nu står han, Achilleus, ud for Fallujah,
og Hektor, derinde, er væbnet som få
med rifler og barnetro, ord, der kan lamme,
aviser med løgne, aviser med håb.

Det er ikke en sandhed, når murene brænder
og ikke en sandhed, når murene står.

Det er borgere nu gjort til fjender
det er borgere gjort til nomader
alverden med bomber og miner
alverden så gammel som aldrig
med smadrede tænder, der ler imod måner
med smadrede drømme, inficerede sår.

Nu bomber de Troja fra luften,
nu skriver jeg digte som dette,
nu går der et gys gennem Brabrand,
nu jokker de søm op i foden,
nu cykler vi rundt på Christiania,
nu regner det på paraboler,
nu sukker en dreng efter perler,
nu lyder en Fiat som kameler,
nu brænder vi Øresundsbroen,
nu stemmer vi kun på forrykte.

Det er ikke en sandhed, når børserne krakker
og ikke en sandhed, når børser består.

Det er borgere gjort til korrupte
det er borgere gjort til forhutlede
alverden med gæld og parcelhuse
alverden så gammel som aldrig
med smadrede haver, som ingen kan holde
med smadrede drømme, inficerede sår.

Nu bomber de Troja fra luften,
nu synger de Kringsatt av fiender,
nu deler de selfies på Snapchat,
nu passer vi pænt vores arbejde
nu glemmer vi dem, vi skal glemme,
nu kører vi tanks rundt i byen,
nu elsker vi dem, der skal dø snart,
nu drømmer vi kun om granater,
nu deler vi krigen med hashtags,
nu tager de en hest ind i byen.

Nu står han, Achilleus, ud for Fallujah,
Fallujah bliver aldrig den samme igen.

Jeg vil ikke have
aftensmad, jeg vil
have kiks med smør,
jeg vil se noget
reality, jeg vil se
Donald Trump
eller Yahya Hassan,
jeg vil skyde
mig selv i
foden,
hvis jeg kan,
jeg vil ikke have
aftensmad, jeg vil
skrive et digt,
og jeg vil skrive
på Twitter,
at jeg skriver det,
jeg vil tænke
på Warszawa
i vinters
og min elskers
skuldre,
jeg vil ikke have
aftensmad,
jeg vil tænke på
alle de
anemoner,
der fylder græsset,
det er
ustyrligt med de
anemoner,
det er helt
ustyrligt.

Kald det gud,
kald det hvad helvede du vil,
kald det sammen med mig:
vores egen liturgi

Jeg tog nadver fra
dine læber,
jeg tog for mig,
jeg indtog
din gud
og din krop,
jeg tog alt ind,
jeg tog dig,
jeg tog,
hvad jeg
fik,
hvad jeg
ville.

Kald dét her et præludium,
kald det Bach eller Blicher
kald det kalkede vægge
der venter
kald det skrøbelige begyndelser,
kald det tvivl, der bliver sikkerhed,
hører du:
tvivlen bliver sikkerhed.

Kald det salmer,
kald det vore voldsomme
hjemstavnes vemodige viser,
kald det to almindelige mennesker
på en kirkebænk,
kald det noget,
jeg forestiller mig,
noget,
der kun næsten skete.

Kald det himlen,
kald det alt det,
der venter,
det var dér midt i skikken,
det var midt i den fremmede, velkendte,
skik, at jeg vidste, jeg elsker dig.

Kald det helvede,
dét vi vil falde i,
kald det cirkler og eventyr,
katabasis, baby,
jeg vil følge dig gennem det,
helt ud til kanten
og ud over kanten
og nedad og nedad og nedad,
så længe du holder min hånd.

Kald det krampagtigt,
kald det traumer fra den barndom
jeg stadig kun kan tale om i bisætninger
kald det indbildning, kald det
selvforstærket vilje,
kald det smukke og rolige navne
som dem vore børn måske vil bære
eller kald det dét, det er,
kald det kærlighed ud i hver eneste fiber,
kald det til dig
kald det frem.

jeg er til

jeg er til fals for så meget
til låns og til evig arv og eje
til rotterne og til fri afbenyttelse

jeg er til dyner og vinglas
til favntag og melankolske vidnesbyrd
til åndedræt jeg lever gennem
dit såvel som mit

jeg er til dig og
dine smøger på altanen
til gavn for din flugt
og til nytte for din afvikling

jeg er til at tage og føle på
jeg er til poesien
og poesien er sin egen sandhed
jeg er til fyrster i tagspær
violer i fuger og tvivlens tillid

jeg er til fest med de fleste
jeg er til den
der kan rumme mig

jeg er til at forstå
hvis du giver det en chance

jeg er til at overtale

jeg er til
og jeg håber
du kan mærke det
og tro mig

Alting kredser om
dine skuldre
de planeter
jeg tegner
de sole
der har dryppet
på din hud
den forladte
revolution
den totale
kapitulation
alting kredser om
dine skuldre
din sorg
der fylder munden
museernes
skulpturer
der har skuldre
som dine
hvorom alting
kredser.

Ja, du vil komme,
parkere din bil,
tage regnen med ind i dit hår
som en kaffeslat glemt i en kop på et bord,
ellers rent,
men forladt af en voksen eller død.
Det er døgn fra nu,
stadig årstiden,
stadig de samme gamle bær,
knust med tankerne,
havnene stinker af undergang,
skibene maling.
Det er dét, der er mig,
jeg har aldrig kunnet holde min kæft,
holde ting ind til kroppen,
holde tårerne væk,
holde snuden fra andre folks
hemmeligheder,
og jeg ikke bare skriver dem,
jeg lever dem,
jeg ligger i bagagerummet,
rumler omkring mellem flasker og pottemuld,
tager den tur, der skal tages for at vide,
hvordan blodet føltes
piblende fra Annas fod,
da hun skrabede den mod stenen den druknat,
eller jeg er hele min generations håndled,
forskårne,
pyntede med viljen til at ville noget.
Ja, du vil komme,
parkere din bil,
tage regn med og tage mig,
tage dig af mig et par timer,
tage af sted igen,
lade mig være mig,
lade koppen med
blod stå på bordet,
lade pible.

August, og vandrørene piber som svaler,
jeg er klar til at indrømme alt nu:
De stængler, der fletter sig ind i hinanden.

Din bil mangler diesel, du standser,
du tanker, betaler, får sol på din nakke
gennem ruderne, kører og kører,
en vandflaske rutsjer og rutsjer
i bunden, karosseriet
har kendt dig i smukkere tider.

Helvede er en skrotpræmie,
få tusind kroner
for alt det,
du var.

Oppe under tagene gror de næste somre,
jeg sender dig tanker, du bærer som tattoos,
og du ser, at hylden vil folde
sin bark ud som sindrige faldskærme,
nætterne der venter.

Der er en forbindelse
mellem Limfjordsbroen og min efterhånden legendariske drøm om Arafat,
Arafat, der ville ind i digtet,
Arafat, der dukkede op i Aalborg kort efter sin død og ville ind i digtet,
Og blodet for olien, de fattiges blod for de riges olie,
de fattiges skrald, som de hæger om,
de riges skrald i oceanerne,
dyrelivet truet på dyrelivet,
klimaets brandvarme kniv mod de tåbelige struber,
der snart er helt væk og i det mindste ikke mere kan melde krig.

Der er en forbindelse
mellem et blodigt toilet
på en Banglatown-restaurant
på en fredag i juli
Og duernes flugt over sejrsskulpturer
i alle den nordlige halvkugles storbyer

Der er en forbindelse
mellem kaminerne, de utallige og oldgamle
skorstene, dem vi skriver vore navne på tomheden med
Og de brølende oversvømmede kældre, vi tilbragte somrene i hele året,
læsende, læsende alt fra de hellige skrifter
til russiske aviser for længst, for længst forældede.

Der er en forbindelse
mellem havet og landet,
Og den syder i de håbefulde kobberkabler, indlejret længe før datarevolutionen

Der er en forbindelse
mellem den grågrønne sofa, stillet ned på gaden
Og dem, der efter mørkets frembrud
slæber af med den, dem der de næste tyve år
sælger hash og lidt forefaldende stoffer fra den,
dem, hvis drømme er endt lige dér.

Der er en forbindelse
mellem frøerne, den anden plage i mit liv,
den første var mishandlingen, hvorfor den anden plage derfor også var min redning
Og de dansende træer foran vinduerne,
frøerne på jorden, min seng efterhånden så højt, højt hævet.

Der er en forbindelse
Og selv om linjen knitrer, går alting helt klart og tydeligt
igennem.

VALGDIGT: DET DANMARK DU GERNE VIL LÆRE AT KENDE

Stem med hjertet.
Stem for.
Stem imod.
Stem fødderne imod.
Stem jernet.
Stem det bedste, du har lært.
Stem rødder til træer.
Stem træerne frugtbare.
Stem dit instrument og spil, til dine fingre bløder.
Stem forventningerne af.
Stem skarpt og ikke blankt.
Stem på det Danmark, du gerne vil lære at kende.
Stem cellerne levende.
Stem kloden ren.
Stem naturen ind i stuerne og stuerne åbne og imødekommende.
Stem bilerne ud af byen.
Stem sol og vind ind.
Stem tåberne hjem.
Stem lyset frem.
Stem drømmene mindeværdige, sangene rørende.
Stem for helvede.
Stem for hede hule helvede.
Stem, så det damper fra asfalten, stem, så det syder af fusel, stem, så de aldrig vil glemme det. Dem.
Stem på dem.
Stem ikke på dem.
Stem nej til det hele og ud af resten.
Stem ja til livet og kærligheden.
Stem for velfærd og velvære, velvilje, well, og velsignelse.
Stem på proletariatet og ikke patriarkatet.
Stem på det unge og sejrende.
Stem på østen og vesten og norden for lands lov og ret.
Stem, fordi du kan.
Stem, fordi du må.
Stem, selv om du ikke tror på det.
Stem på det, du næsten tør tro på.
Stem for en sikkerheds skyld.
Stem for din egen skyld.
Stem for de andres skyld.
Stem for dine børns skyld eller de andres børns skyld.
Stem for Danmarks skyld i den allerbredeste betydning.
Stem på en aktivist.
Stem på en digter.
Stem på en gøgler.
Stem på en lærer.
Stem på en skovhugger.
Stem på en læge.
Stem på en fabriksarbejder.
Stem på en astronaut.
Stem på en forælder.
Stem på en patient.
Stem på en låner.
Stem på en drømmer.
Stem på et menneske.
Stem på hyldetræer og grøftekanter.
Stem på hestene, der vender sig mod vinden.
Stem på en sang, du kan synge med på.
Stem på freden. For alt i verden på freden.
Stem på håbet. For alt i verden på håbet.
Stem på friheden. Friheden til at give andre frihed.
Stem på revolutionen, om den så er nok så fredelig.
Stem på trygheden, om den så er nok så voldsom.
Stem på omsorgen, uden omsorg har vi intet.
Stem det bedste, du har lært.
Stem jernet.
Stem fødderne imod.
Stem imod.
Stem for.
Stem med hjertet.

Tangblomster, drømmen om galger,
der knytter sig an til en fortid,
en barndom med dødsangst og græsplæner,
lokkende motorer bag plankeværk,
arvesynden dunkende i blodet,
mannakorn og overgreb, de
fuldfede vognlæs af marehalm.

Var du der, hviskende de tomme ord,
insisterende på grusgravens meditation?

Hele oceaner i køkkenvaske,
slavenætter, fodvorter, kakkelgulve.
Fløjlsærmer, visere end mennesker,
jeg var den eneste historie, du
var en LP med skrattende bekendelser,
tæskende gennem de nedlagte
biografers indtørrede forhaver.

Var du der, hviskende de tomme ord,
insisterende på knallertens hjemløshed?

Altid den samme sagtmodighed, jeg lyver
og siger, jeg har sluppet mit tungsind,
at jeg har syet mine skjorter, sat
mine øjne godt på plads, så de ser,
at man vil mig det anderledes nu,
at jeg må samle disse afladsbreve
til bøger at brænde i offentlighed,
saftige papirer, der forstår at forstå.

Var du der, hviskende de tomme ord,
insisterende på højdedragets kvalmesang?

Skrevet med sprittusch bag høfoderet,
dit navn at genkende, hestenes feberliv.
Mørnede sadler, melasse og lofter,
min mund var et læder med dødvin og malt.
Denimjakkernes utvetydige budskaber,
tro mig, vi ved, hvad der venter,
vi venter og drikker os stive imens,
græsset gror, vi gror ind i det, udad.

Var du der, hviskende de tomme ord,
insisterende, insisterende?