by hybenblod

BLODJOURNALER 

BLODJOURNAL 1 
6. september 2018 

Når jeg ikke kan sove, er det, fordi jeg venter på min
menstruation eller tænker på hamstre. Det er så

åbenlyst, at hamstre er små bjørne, og i morgen kommer
der en vinduespudser og lukker lyset ind i lejligheden.

Det er et mærkeligt tidspunkt nu, hvor vinteren er på
vej. Jeg ved godt, det stadig kun er æbletid, men det er

nærmest bare et spørgsmål om sekunder. Jeg er ikke
gravid, det er ikke derfor, jeg venter på blodet. Jeg har

taget en test for at være sikker. Det er klimaforandringerne,
der har lagt sig tungt om mine skuldre, det må næsten være

dét. For nogle weekender siden plukkede vi æbler på Stevns,
pakkede frugterne i kasser, skrællede og kogte dem og frøs dem

ned. I eftermiddag eller én eller anden eftermiddag tager jeg
i Føtex med mit yngste barn. Vi tager bussen til Nørrebro

Station hvor alt i livet mødes og i aften vil jeg sove uden frygt
og med rene vinduer fortsætte fremad mod forløsningen.

BLODJOURNAL 2 
8. september 2018 

Søvnen er en forhandling med evigheden. I går
var der pludselig alligevel to streger på testen, og

blodet er stadigvæk væk. Jeg er 41 år gammel, mine
vinduer blev pudset forleden, og i dag gav

min mand mig en tidselblomst fra volden ved Kronborg,
alting er blåhimmel, agern og svanefjer suser fra højderne.

Den dag med æblerne satte ægget sig fast, jeg er fuldstændig
sikker, jeg lå et par timer med smerter på sofaen, det føltes

som knive gennem kødet, det føltes som krig eller død, men
det var altså livet, en motorvej på fartpilot, asfalt med grus i,

og brankede grøfter. Nu frygter vi russerne, stadig eller
atter, nu føles det næsten som ’79. Jeg har været der

altid, jeg stod på årtusindets tærskel, jeg står der endnu,
når det braser, når vandene bruser og alt imploderer i fred.

BLODJOURNAL 3 
11. september 2018 

Menneskets tid er forbi, og alligevel producerer jeg måske
eller måske ikke en ny person i min livmoder. Jeg sov i otte

eller ni timer i nat, og i dag har det væltet ned med regn og
forbandelser. De er fascister i Sverige, vi er fascister i Danmark,

og Trump vil jeg slet ikke nævne. Det er 17 år siden Twin Towers,
min strikketrøje lugter af fortid og timian. Blodet er stadig ikke

kommet, men stregen på testen er svag, så jeg frygter det værste,
jeg frygter til enhver tid og i enhver situation det værste. Det er

det bedste, man kan gøre, for så er man klar, hvis det værste nu
skulle ske. Der er vind nu, og vinden er fyldt med årtusinder.

BLODJOURNAL 4  
23. juli 2019 

På et helt liv kan alting lades uforandret, alting fra navnet til neglene,
sorgfulde, som de åbenlyst viderefører noget. Det er tid nu igen,

hvor jeg venter på æblerne, æblerne venter jeg på og på blodet,
men i mellemtiden har jeg født et barn, i mellemtiden har jeg

båret en klode i mit bækken og er flyttet 300 kilometer, 300
kilometer hjem til havet, og forleden var det helt præcis halvtreds

år siden, et menneske vist var på månen, og verden så alting på TV,
det gør vi endnu blot som streaming og tidsforskudt, helt uforandret,

skønt den nidkære peger på forskelle. På et helt liv kan alting lades
uforandret eller alting vakle så meget, at markerne bugner af stilstand.

Jeg står på en mark, ja, jeg står altid midt på en mark.