by hybenblod
BLODJOURNALER
BLODJOURNAL 1
6. september 2018
Når jeg ikke kan sove, er det, fordi jeg venter på min
menstruation eller tænker på hamstre. Det er så
åbenlyst, at hamstre er små bjørne, og i morgen kommer
der en vinduespudser og lukker lyset ind i lejligheden.
Det er et mærkeligt tidspunkt nu, hvor vinteren er på
vej. Jeg ved godt, det stadig kun er æbletid, men det er
nærmest bare et spørgsmål om sekunder. Jeg er ikke
gravid, det er ikke derfor, jeg venter på blodet. Jeg har
taget en test for at være sikker. Det er klimaforandringerne,
der har lagt sig tungt om mine skuldre, det må næsten være
dét. For nogle weekender siden plukkede vi æbler på Stevns,
pakkede frugterne i kasser, skrællede og kogte dem og frøs dem
ned. I eftermiddag eller én eller anden eftermiddag tager jeg
i Føtex med mit yngste barn. Vi tager bussen til Nørrebro
Station hvor alt i livet mødes og i aften vil jeg sove uden frygt
og med rene vinduer fortsætte fremad mod forløsningen.
BLODJOURNAL 2
8. september 2018
Søvnen er en forhandling med evigheden. I går
var der pludselig alligevel to streger på testen, og
blodet er stadigvæk væk. Jeg er 41 år gammel, mine
vinduer blev pudset forleden, og i dag gav
min mand mig en tidselblomst fra volden ved Kronborg,
alting er blåhimmel, agern og svanefjer suser fra højderne.
Den dag med æblerne satte ægget sig fast, jeg er fuldstændig
sikker, jeg lå et par timer med smerter på sofaen, det føltes
som knive gennem kødet, det føltes som krig eller død, men
det var altså livet, en motorvej på fartpilot, asfalt med grus i,
og brankede grøfter. Nu frygter vi russerne, stadig eller
atter, nu føles det næsten som ’79. Jeg har været der
altid, jeg stod på årtusindets tærskel, jeg står der endnu,
når det braser, når vandene bruser og alt imploderer i fred.
BLODJOURNAL 3
11. september 2018
Menneskets tid er forbi, og alligevel producerer jeg måske
eller måske ikke en ny person i min livmoder. Jeg sov i otte
eller ni timer i nat, og i dag har det væltet ned med regn og
forbandelser. De er fascister i Sverige, vi er fascister i Danmark,
og Trump vil jeg slet ikke nævne. Det er 17 år siden Twin Towers,
min strikketrøje lugter af fortid og timian. Blodet er stadig ikke
kommet, men stregen på testen er svag, så jeg frygter det værste,
jeg frygter til enhver tid og i enhver situation det værste. Det er
det bedste, man kan gøre, for så er man klar, hvis det værste nu
skulle ske. Der er vind nu, og vinden er fyldt med årtusinder.
BLODJOURNAL 4
23. juli 2019
På et helt liv kan alting lades uforandret, alting fra navnet til neglene,
sorgfulde, som de åbenlyst viderefører noget. Det er tid nu igen,
hvor jeg venter på æblerne, æblerne venter jeg på og på blodet,
men i mellemtiden har jeg født et barn, i mellemtiden har jeg
båret en klode i mit bækken og er flyttet 300 kilometer, 300
kilometer hjem til havet, og forleden var det helt præcis halvtreds
år siden, et menneske vist var på månen, og verden så alting på TV,
det gør vi endnu blot som streaming og tidsforskudt, helt uforandret,
skønt den nidkære peger på forskelle. På et helt liv kan alting lades
uforandret eller alting vakle så meget, at markerne bugner af stilstand.
Jeg står på en mark, ja, jeg står altid midt på en mark.